Det skal være langt billigere at vælge den miljøvenlige løsning og købe en bil, der kører på en blanding af el og benzin eller brint.
Det mener transportminister Lars Barfoed (K). Han argumenterer for, at alle nye teknologier, der kan nedbringe trafikkens udledning af CO2, som udgangspunkt skal ligestilles med elbiler.
"Det er ikke helt til at gennemskue alle de mange nye teknologier, der er på vej, men vi skal understøtte alle dem, der gør trafikken mere grøn og bæredygtig. Ikke kun elbiler," siger ministeren til Jyllands-Posten.
Han siger dermed, at der ikke bør være afgifter på hybridbilerne, som bør sidestilles med elbiler. Et forslag, som S og SF er enig med ministeren i.
"Registreringsafgiften skal halveres på alle miljørigtige biler, og hvis man finder på noget andet som også kan nedbringe CO2-udledninge, så er vi med," siger Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov til Newspaq.
SF trafikordfører Pia Olsen Dyhr, mener, at elbilen ikke vil slå ordentligt igennem før den kan køre 1.000 kilometer på en opladning.
"Derfor tror jeg, at hybridbilen bliver overgangsbilen," siger hun til avisen og støtter dermed forslaget om, at sidestille hybridbilen med elbilen, hvad afgifterne angår.
El-bilerne er indtil 2012 helt fritaget for de høje danske afgifter. Og indtil 2015 er de blevet lovet en konkurrencemæssig fordel i forhold til traditionelle biler.