Hvor går grænsen

Argumentet hører man igen og igen. Kvinden bestemmer over sin egen krop, og at få en abort er enhver kvindes frie valg. En undersøgelse refereret i Nyhedsavisen i går viser, at mere end hver anden gravide kvinde mener, at abort indtil 24. uge er i orden. At kvinderne mener, som de gør, er i bedste fald udtryk for en principiel holdning om, at kvindens frie valg står over alt andet. I værste fald er det udtryk for mangel på etik og moral. I begge tilfælde er der tale om en holdning, det synes svært at forsvare ud fra et menneskeligt hensyn. I 24. uge er der ikke tale om et uformeligt foster – det er der for øvrigt heller ikke i 12. uge. Der er tale om et menneske med fingre, tæer, ansigtstræk og et bankende hjerte. Fødes et barn i 24. uge kan barnet overleve. At få en abort i 24. uge er vel derfor ikke – principielt i hvert fald ? anderledes end at aflive et barn ved fødslen. Det spørgsmål, som samfundet snarere burde tage stilling til fremfor at føje de gravide og forlænge fristen til 24. uge, er, om ikke grænsen for abort bør rykkes den anden vej. Ikke ud fra et religiøst synspunkt – hold for guds skyld Gud udenfor lovgivningen – men udfra et menneskeligt. Hvordan kan et samfund forsvare at sætte kvindens ret til at vælge over et barns ret til at leve. Ja, en uønsket graviditet og efterfølgende fødsel kan være traumatisk for kvinden. Men mon ikke barnet vil mene, at nogle kvindetårer eller en depression er et lille offer i forhold til det at leve.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.