Hver femte kvinde i USA bliver på et tidspunkt i løbet af sit liv voldtaget eller udsat for voldtægtsforsøg.
Endnu flere, cirka 25 procent, er blevet angrebet af enten ægtemanden eller kæresten.
De opsigtsvækkende tal bliver fremført i en ny national undersøgelse, som Centers for Disease Control (center for sygdomskontrol- og forebyggelse red.) i USA står bag.
Sammenlagt bliver 24 personer udsat for voldtægt, vold eller forfølgelse hvert minut. Årligt anmeldes der 12 millioner hændelser i USA. Det skriver BBC.
Krænkelserne sker oftest i en ung alder. 80 procent af overfaldende finder sted inden ofret er fyldt 25 år.
35 procent af de kvindelige voldtægtsofre, som blev misbrugt før de fyldte 18 år, blev også voldtaget som voksne, og krænkelserne kan påvirke ofrene resten af livet.
"Mennesker som oplever seksuel vold, stalking eller kærestevold må ofte leve med følgerne resten af livet," siger professor Linda Degutis, der står bag undersøgelse, ifølge BBC.
Sammenligner man tallene med mændene, så er det kun én ud af 71 mænd, som har været udsat for voldtægt i løbet af et helt liv.
Kilde: BBC