Det er svært at ramme tasterne, når fingrene er stive af kulde.
Og der er mange kolde hænder hos ansatte i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Go' Energi, der er en uafhængig, offentlig organisation under Klima, Energi- og Bygningsministeriet.
Faktisk svarer hele seks ud af ti, at de fryser på arbejdet. Og det er en skam, for der er ingen, der fungerer optimalt, når man klaprer tænder, lyder det fra projektleder Thomas Drivsholm fra Go' Energi.
"Langt de fleste virksomheder kan forbedre arbejdsmiljøet med relativt enkle tiltag til fordel for både de ansattes helbred og produktivitet og virksomhedens bundlinje," siger Thomas Drivsholm i en pressemeddelelse.
Teknologisk Institut vurderer, at dårligt indeklima koster danske virksomheder op til 30 milliarder årligt.
Hele 79 procent i Go' Energis undersøgelse svarer, at de bliver utilpasse, når de fryser og oplever træk.
Det overrasker ikke civilingeniør Kasper Lynge, der er ekspert indeklima i det rådgivende ingeniørfirma Alectia.
"Et godt indeklima er ekstremt vigtigt for vores arbejdsevne. Forskning viser tydeligt, at temperaturen har en indflydelse på præstationsevnen, fordi den ansatte kommer til at fokusere på sit velbefindende og de fysiske omgivelser frem for arbejdsopgaverne," siger han.
Undersøgelser viser, at den bedste temperatur er omkring 21-22 grader. Det er især træk fra vinduer, der er den store skurk.