Det gik rigeligt hedt for sig, da den unge mor var med i endnu en reality-serie. Det startede ellers med en hyggelig middag foran kameraerne, men endte i en dramatisk ulykke, hvor Malou Stella Navarana Rasmussen måtte se sit hus udbrænde totalt. Det fortæller hun til Vejle Amts Folkeblad.
"Vi havde lavet optagelser til en udsendelse af '4-stjerners middag' med mig og en anden fra 'De unge mødre' og to fra 'Singleliv'. Nogle af optagelserne foregik i garagen og nogle indenfor i huset. Da tv-holdet var taget af sted, bankede en mand på vores dør og fortalte, at der var ild i garagen," siger hun til avisen.
Den chokerende besked fik dog ikke den kendte reality-mor til selv at gå i krig mod flammerne. I stedet forsøgte hendes mor sammen med den fremmede mand at bekæmpe ilden. Men selvom de troede, at de vandt den kamp, viste det sig hurtigt, at branden var den sande sejrherre.
"Min mor og manden fik slukket ilden, men enten har de ikke fået slukket den helt, eller også har der været en forbi og sætte ild på igen," siger den unge mor på 19 år.
Ingen personer kom til skade under branden.