Pas på: Julemad sender folk på hospitalet
For meget flæskesteg, kartofler, sovs og risalamande sender danskere på hospitalet hvert år i juledagene. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Overspisning sender folk på hospitalet i juledagene hvert år.

Hvert år oplever danskere at skulle en tur forbi hospitalet, fordi de har taget lige rigeligt for sig af flæskestegen, de brunede kartofler, sovsen og risalamanden.

Et af de hospitaler, der hvert år tager imod de forspiste patienter, er Nordsjællands Hospital. Akutmodtagelsen tager i juledagene imod flere patienter med forstoppelse eller andre symptomer på overspisning.

Det skriver Frederiksborg Amtsavis.

- Vi har oplevelsen af, at folk kommer og er forspiste. Det er særligt omkring jul, når det bliver julenat, og man går i seng og så oplever, at man synes, man har en trykken for brystet og unormalt ondt i maven og tror, at man har en hjertesygdom, siger ledende oversygeplejerske på akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital, Britt Holmgaard, til Frederiksborg Amtsavis.

Ingen konkrete tal

Hospitalet har ikke tal på, hvor mange patienter der kommer ind i juledagene på grund af overspisning. Men Britt Holmgaard understreger over for Frederiksborg Amtsavis, at det især er noget, de på akutmodtagelsen ser omkring højtider som jul og påske.

Derudover pointerer hun, at det ikke kun er overspisningen, der kan give symptomer. Hvis man i hverdagen ikke er vant til fed mad, kan ens mave og tarme også godt reagere på det, selvom man ikke har spist for meget. Derfor råder Britt Holmgaard til, at man også sørger for at spise groft og grønt i juledagen, drikke rigeligt med væske og kun spise, til man er mæt.

via Listen To News