Akademikere og andre med en lang uddannelse bag sig skal være ekstra opmærksomme på sygefraværet. Der er nemlig større risiko for at dø før tiden, hvis man har langt sygefravær.
Faktisk er risikoen for overdødelighed langt større for eksempelvis en lærer eller funktionær med mange sygedage i bagagen end for et medlem af 3F, der har været syg i længere tid.
Det viser en undersøgelse, som Thomas Lund, der er ph.d. og forsker ved SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har lavet, skriver berlingske.dk.
Efter at have gransket sygefraværet for 236.207 personer i den private sektor og fulgt udviklingen gennem syv år, ser Thomas Lund en klar tendens.
"Der er større risiko for at dø tidligere for højtuddannede, hvis de har længere sygefravær end for lavtuddannede. Overrisikoen er fire gange større for højtuddannede med seks ugers fravær end for højtuddannede med bare en uges fravær. For lavtuddannede er risikoen for overdødelighed med samme type sygefravær kun dobbelt så stor," siger Thomas Lund.
Han forklarer, at folk med en kort uddannelse ofte har fysiske jobs, der betyder, at de må blive hjemme med mndre skavanker, som f.eks. en knæskade. Samme skade hindrer sjældent akademikere i at passe deres job, der er mere stillesiddende. De bliver derfor først hjemme, når der er tale om alvorlige sygdomme.
Udover forskellen mellem højt- og lavt uddannede er der også forskel på, hvor meget sygefravær øger dødeligheden hos mænd og kvinder.
"For mændene kan vi se en sammenhæng mellem overdødelighed og sygefravær efter to ugers fravær, hvor risikoen er 22 procent højere end blandt mænd med kun en uges fravær. Kvinderne kan være syge i fem uger, uden at det påvirker noget som helst," fortæller Thomas Lund.