Historisk topmøde: Korea-lande klar med freds-erklæring

Lederne af Nordkorea og Sydkorea har fredag formiddag dansk tid underskrevet en erklæring, hvor de er enige om at arbejde for at gøre Den Koreanske Halvø atomvåbenfri.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, omfavnede fredag hinanden efter underskrivelsen af aftale, hvori de enes om at få skabt en "permanent" og "solid" fred mellem de to lande.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, omfavnede fredag hinanden efter underskrivelsen af aftale, hvori de enes om at få skabt en "permanent" og "solid" fred mellem de to lande. Foto: Handout/Reuters

Lederne af Nordkorea og Sydkorea har fredag formiddag dansk tid underskrevet en erklæring, hvori de er enige om at arbejde for at gøre Den Koreanske Halvø atomvåbenfri.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, omfavnede hinanden efter underskrivelsen af aftalen, hvori de enes om at få skabt en "permanent" og "solid" fred mellem de to lande.

Desuden skal de to koreaer nedruste militært og indstille "fjendtlige" handlinger. Den stærkt militariserede grænse mellem de to lande skal omdannes til en "fredszone".

De to lande skal også indgå i multilaterale forhandlinger - blandt andet med USA.

Desuden er det aftalt, at Sydkoreas præsident Moon senere i år vil tage på besøg i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Aftalen er kulminationen på et historisk topmøde mellem de to nationer - det første i over 11 år.

Inden underskrivelsen af erklæringen skovlede de to ledere sammen symbolsk jord for foden af et træ og afslørede en sten, der bærer deres navne og påskriften "Planter fred og velstand".

Der skete ved et 65 år gammelt fyrretræ, som er ældre end konflikten mellem de to nationer.

Det er første gang, siden Koreakrigen sluttede i 1953, at en nordkoreansk leder besøger Sydkorea. De eneste to tidligere topmøder mellem landene har fundet sted i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, i 2000 og 2007.

De to lande har ikke formelt sluttet fred siden krigen.

Da Kim Jong-un krydsede grænsen første gang ved halvtretiden natten til fredag, skete det med et smil og en fremstrakt hånd til Moon Jae-in.

- Jeg er spændt på mødet på dette historiske sted, og det er virkelig rørende, at De er kommet hele vejen til demarkationslinjen for at tage imod mig personligt, sagde Kim ifølge nyhedsbureauet Reuters til Moon.

Det dramatiske møde finder sted, få uger før Kim ifølge planen skal mødes med USA's præsident, Donald Trump.

- Koreakrigen står ved en afslutning! hedder det i et i tweet fra Trump med tilføjelsen:

- Efter et heftigt år med missilaffyringer og atomprøvesprængninger, så finder der nu et historisk møde sted mellem Nord- og Sydkorea. Kun gode udviklinger, men vi får se, hvad der sker.

Trump siger, at alle amerikanere bør være stolte af det, der nu sker i Korea.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver på Twitter efter mødet mellem lederne fra Syd- og Nordkorea:

- Dette kan være meget historisk. Meget opmuntrende nyt at Nordkorea og Sydkorea har forpligtet sig på at arbejde mod fuldstændig atomafrustning af Den Koreanske Halvø. De gode hensigter må følges op af konkret handling.
Statsministerens tweet er skrevet på engelsk.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.