Den eftertragtede dukseplads som "Verdens bedste airline" tilfalder ifølge Airline Rating nu Air New Zealand.
Singapore Airlines ender på andenpladsen med hhv. All Nippon Airways (Japan), Quantas (Australien) og Cathay (Hongkong) på de følgende pladser.
Airline Ratings har vurderet ud fra især sikkerhed, drift og passagernes tilfredshed i sine vurderinger. Der indgår mere end 10 forskellige vurderinger bl.a. flyenes alder, flyselskabernes økonomi, produktudvalg, besætningers kvalitet, vedligehold af maskiner m.m.
Det er sjette gang Air New Zealand vinder.
Tragedien på vulkanen
Kåringen kommer på samme tid, som New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, i går torsdag undskyldte over for familierne til de 257 mennesker, der døde i et flystyrt på Mount Erebus den 29. november 1979.
Ulykken skete, da et sightseeingfly fra Air New Zealand fløj ind i Mount Erebus – en 3794 meter høj vulkan – på Ross Island i Antarktis.
Jacinda Ardern undskylder for den daværende regerings håndtering af ulykken.
I en indledende rapport fik flyets piloter skylden for ulykken. Men i 1981 fandt en kommissionsundersøgelse, at hovedårsagen til ulykken var flyselskabets omprogrammering af flyets navigationssystem, hvilket det ikke havde underrettet besætningen om.
– Piloterne var ikke ansvarlige for denne tragedie, siger Jacinda Ardern.
– Men disse konklusioner blev ikke accepteret af vores regering dengang. Det var forkert. Det forårsagede traumer oven i sorgen.
Det er første gang, at den newzealandske regering og Air New Zealand har undskyldt over for de efterladte.