Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blæste i sin nytårstale til angreb på parallelsamfund i de udsatte boligområder, som regeringen omtaler som ghettoer.
Regeringen har en ghettoliste over udsatte boligområder. For at komme på listen skal et boligområde have mindst 1000 beboere og opfylde tre af fem følgende kriterier:
* Mere end 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år har ikke tilknytning til enten arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Det udregnes som et gennemsnit over de seneste to år.
* Mere end 50 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.
* Mere end 2,7 procent af beboerne over 18 år er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Det udregnes som et gennemsnit af de seneste to år.
* Mere end 50 procent af beboerne i alderen 30 til 59 år har højst en grunduddannelse. Personer med ikke oplyst uddannelsesniveau tælles med.
* Boligområdets indkomst skal være væsentligt lavere end resten af regionens. Det måles ved at tage den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15 til 64 år, som ikke er under uddannelse. Den skal være mindre end 55 procent af gennemsnittet for samme gruppe i regionen.
Her kan du se områderne, der er på regeringens ghettoliste fra december:
* Mjølnerparken, København
* Gadelandet/Husumgård, København
* Tingbjerg/Utterslevhuse, København
* Bispeparken, København
* Tåstrupgård, Høje Taastrup
* Gadehavegård, Høje Taastrup
* Agervang, Holbæk
* Ringparken, Slagelse
* Motalavej, Slagelse
* Lindholm, Guldborgsund
* Solbakken, Odense
* Vollsmose, Odense
* Nørager/Søstjernevej m.fl., Sønderborg
* Stengårdsvej, Esbjerg
* Korskærparken, Fredericia
* Sundparken, Horsens
* Munkebo, Kolding
* Skovvejen/Skovparken, Kolding
* Finlandsparken, Vejle
* Bispehaven, Aarhus
* Skovgårdsparken, Aarhus
* Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus
Kilder: Transport- og Bygningsministeriet.
/ritzau/