Halvdelen af lærerne på dansk skole fik forkert løn

En lærer på Maribo Skole havde ikke opdaget, at der manglede 12.000 kroner i lønudbetaling.
Sidste år fandt Danmarks Lærerforening ved tjek af lønsedler en lærer, som manglede at få udbetalt 60.000 kroner.
Sidste år fandt Danmarks Lærerforening ved tjek af lønsedler en lærer, som manglede at få udbetalt 60.000 kroner. Modelfoto: Preben Madsen/Scanpix/arkiv

Er man lærer på Maribo Skole, skal man nok være glad for, at lønsedlerne har fået et eftersyn.

Der blev nemlig fundet fejl på halvdelen af lønsedlerne - alle til lærernes fordel.

Det grundige tjek opstod efter tillidsrepræsentant Susanne Køhler havde opdaget, at der på to lønsedler ikke var styr på blandt andet undervisningstillægget.

- Så tænkte jeg, at der måske var flere, der ikke havde fået de rigtige tillæg. Det viste sig, at der var 14 af mine kolleger, der ikke havde fået den rigtige løn. Det svarer faktisk til halvdelen af lærerværelset, siger Susanne Køhler til Folkeskolen.dk.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Fejlen er fundet især i det ekstra løntillæg, man som lærer er berettiget til, hvis man underviser mere end 750 timer om året.

Marianne Nielsen er en af dem, der pludselig stod med 900 kroner mere i hånden efter tillidsmanden havde tjekket hendes lønseddel.

- Vi fandt ud af, at jeg manglede to forskellige tillæg. Jeg havde ikke fået undervisningstillægget og heller ikke tillæg for at undervise i modtageklassen, siger Marianne Nielsen og fortæller, at hun næppe selv havde fundet fejlen, for det beløb som gik ind på lønkontoen passede med, hvad hun plejer at få udbetalt.

Alle 14 lærere har nu fået de penge, de skulle have - en har sågar fået 12.000 kroner.

Svært gennemskuelige lønsedler

Susanne Køhler fortæller desuden til Folkeskolen.dk, at mange lærere har svært ved at gennemskue lønsedlen. Den består af mange forskellige tillæg, der ofte ændrer sig.

- Der er mange, der kun kigger på bundlinjen, fordi de synes, det er svært at gennemskue lønsedlen. Og i udgangspunktet skal man jo have tillid til, at den løn man får, også er den rigtige. Men jeg tror, der er mange, der har fundet ud af, at det er en god idé at kigge lønsedlen efter, siger Susanne Køhler.

I forbindelse med Danmarks Lærerforenings årlige fokus på lønsedler blev der i 2016 fundet en fejl af de helt store. En lærer manglede at få 60.000 kroner i løn.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.