Træk dig ud af efterlønsordningen og få alle dine penge udbetalt skattefrit.
Det lyder fristende, men tænk dig godt om.
Sådan lyder rådet fra Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
Pengene fra efterlønsordningen kan nemlig ikke sammenlignes med SP-pengene, som forsødede danskernes liv for et par år siden.
"Efterlønsordningen er en forsikringsordning, hvor man kommer nogle penge ind og får mange flere ud i den anden ende. Derfor skal man tænke sig godt om," siger Ann Lehmann Erichsen til Newspaq.
Politikerne vil tilskynde danskerne til at trække sig ud af efterlønsordningen.
Derfor vil regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale ifølge Berlingske give danskere deres efterlønsbidrag tilbage skattefrit, hvis de melder sig ud af ordningen.
Det betyder, at personer, der har været med i efterlønsordningen i alle årene siden 1999, står til at få udbetalt op til 60.000 kr. Og det vil givetvis friste mange, forudser Ann Lehmann Erichsen.
"Vi så det jo med SP-pengene. Her sagde mange flere ja tak til at få pengene udbetalt, end vi havde forventet," siger hun.
Ann Lehmann Erichsens råd er at sætte efterlønspengene i en anden pensionsordning, hvis man absolut vil hæve pengene.
"Det vil være meget fornuftigt. For man havde jo øremærket pengene til en form for pension," siger hun.
Senest ved udgangen af 2012 skal man framelde sig efterlønsordningen, hvis man vil have pengene udbetalt skattefrit - lægger politikerne op til.