Med 3-1-sejren over Mönchengladbach fredag aften fortsatte Bayern München de resultatmæssige takter fra sidste sæson, men sydtyskernes nye træner, Josep Guardiola, er ikke imponeret over, hvad han så sit mandskab præstere.
Spanieren har derfor ikke tænkt sig at lade sine spillere tage en slapper og glæde sig over de tre point. Der er nemlig en lang række ting, der skal forbedres i Bayerns spil.
- Vores presspil var ikke altid godt nok, vi gav Gladbach for meget tid, vores kontrastød var ukontrollerede, og når vi tabte bolden, kom vi ikke altid i position med det samme, opremser Josep Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.
Selv om Bayern München i vanlig stil overfaldt modstanderen og bragte sig to mål foran, inden der var gået 20 minutter, lukkede holdet Mönchengladbach-spillerne ind i kampen.
De undertippede gæster spillede sig til en lang række fine muligheder, så Bayern-keeper Manuel Neuer fik masser at se til i premierekampen.
- Jeg havde meget at lave, siger Manuel Neuer, der i sidste sæson satte rekord ved blot at lukke 18 mål ind i 34 kampe.
En af grundene til, at mestrene pludselig ser mere skrøbelige ud, kan være, at Guardiola har justeret en smule på systemet, så Bayern kun spiller med én defensiv midtbanespiller i stedet for to.
Spanieren erkender da også, at det har været svært at få sine idéer implementeret på holdet.
- Nogle gange er det - med mine tyskkundskaber - svært at forklare spillerne, hvad jeg vil have, siger han om sit foretrukne 4-1-4-1-system.
- Jeg kan godt lide det system, men måske må jeg fremover tilpasse mig spillerne og ændre det, siger Josep Guardiola.
Bayern München skal i næste spillerunde på besøg hos Eintracht Frankfurt.
/ritzau/