Efter nyheden kom ud om Manchester United-stjernen Cristiano Ronaldos skifte for 697 millioner kroner til Real Madrid, har fodboldverdenen været på den anden ende.
Men også fra politisk hold er det opsigtsvækkende skifte blevet kommenteret.
Således giver den trængte britiske premierminister Gordon Brown udtryk for, at han er ked af se en af engelsk fodbolds største profiler skifte til den spanske liga.
"Han er en af de mest fantastiske spillere i verden. Jeg tror folk vil blive kede af, at han er tabt for fodbolden i England," siger Brown ifølge BBC.
Premierministeren er dog overbevist om, at Manchester Uniteds manager finder ud af, hvordan han skal erstatte Ronaldo.
"Jeg kender Sir Alex Ferguson godt, og jeg ved, at han har planer om at genopbygge og fornye sit hold. Og jeg forventer ikke at engelsk fodbold og Manchester United bliver svagere, men at der bliver fornyelse, og at vi bliver stærkere i det lange løb," siger han.