Sagen om underbetalte filippinske chauffører, der har boet i en slumlejr i Danmark, gør mere og mere ondt på vognmanden Kurt Beier Transport A/S.
Efter to dage, hvor flere forretningspartnere har skrinlagt deres samarbejde med firmaet, meddeler transportgiganten DSV nu, at de også har valgt at droppe Kurt Beier som underleverandør. Det skriver Fagbladet 3F.
- Det er gået meget stærkt med nye oplysninger i sagen, og der er flere forhold, som er tilpas kritiske til, at vi har valgt at afbryde samarbejdet. Vi arbejder fortsat på at få klarlagt alle forhold til bunds, siger kommunikationschef i DSV Tina Hindsbo.
DSV er Danmarks suverænt største spiller i transportbranchen og har brugt Kurt Beier som vognmand på transporter til og fra Spanien.
Udmeldingen fra transportgiganten var i første omgang, at de ville undersøge sagen til bunds, før de var klar til at drage nogen konsekvenser i sagen.
Men efter at flere andre virksomheder, herunder Arla, Jysk og transportvirksomhederne Leman og Nagel Group, har droppet Kurt Beier, er det altså gået hurtigt med at træffe en beslutning hos DSV.
Det er en uhørt underbetaling på 15-20 kroner i timen og slumlignende indkvarteringsforhold i en baraklejr i Padborg, der har fået kritikken til at hagle ned over Esbjerg-firmaet Kurt Beier Transport A/S.
Fagbladet 3F