Af Silke Grane, IN, Aller Media
Den herlige sensommer er tiden, hvor du stadigvæk har en fin, sund glød, men også tiden, hvor du kan se solskaderne i form af pigmentpletter - ikke mindst på hænderne.
Her giver Ida Bille Brahe, som er direktør og sygeplejerske hos klinik N’age, sine bud på, hvad vi skal gøre for at forebygge og mindske de irriterende pletter.
Hvad er pigmentpletter?
– Pigmentpletter er områder i huden, hvor der er en overproduktion af melanin (pigment). Hudens normale forsvar mod solen gør, at vi som udgangspunkt bliver ensartet brune, men vedvarende soldyrkning kan bevirke, at vi pludselig får pigmentpletter, som skyldes solskader i huden. Skaderne i huden får cellerne til at producere mere pigment, hvilket ses som pigmentpletter.
Sådan bruger du de sunde chiafrø i din hverdag: Se mere på IN.dk
Hvordan kan man undgå dem?
– De fleste pigmentpletter kan undgås ved at beskytte sig mod solen (med en solcreme, der har minimum SPF 30) og ikke opholde sig i solen mellem 12 og 15, hvor solen er kraftigst.
Er der nogen, som har mere tendens til pigmentforandringer end andre?
– Nogle former for pigmentpletter kan komme af hormonudsving fx i forbindelse med graviditet, men også ved brug af p-piller og hormonspiraler. Hvis du får pigmentpletter, efter du er begyndt at tage p-piller, kan du med fordel skifte mærke.
Her er skønhedseksperternes bedste råd til pleje i alle aldre: Se dem på IN.dk
Er der steder, som er mere udsatte end andre?
– Ja, du er mest udsat i ansigtet og på hals, décolleté og hænder, som typisk ikke er dækket af tøj.
Hvad gør man, når man har fået dem?
– Når du har fået pigmentpletter, skal du først og fremmest undlade at solbade og sørge for at bruge høj solfaktor. Hvis du ønsker at få reduceret pigmentpletterne, er der flere muligheder. Jeg anbefaler Ipl, som er en lysbehandling, der reducerer eller fjerner pigmentpletterne. Salicylsyrepeeling er specielt egnet til pigmentpletter, der er kommet efter hormonelle udsving.
På IN.dk kan du læse om vidunderteen Matcha fra Japan
Hvordan kan man være sikker på, at det er pigmentpletter og ikke andre ’farlige’ pletter?
– Du skal altid holde øje med dine ’pletter’! Hvis de begynder at forandre sig, eller du er i tvivl, så få dem tjekket hos en hudlæge. En almindelig pigmentplet er brun og som regel i hudniveau og ændrer sig ikke. Findes der en permanent behandling mod pigmentplett er? – Desværre kan man aldrig love et permanent resultat ved behandling af pigmentpletter, da der er sket en skade i huden, som får cellerne i det område til at danne mere pigment for at beskytte huden. Den skade kan man ikke ændre, selv om vi kan reducere eller fjerne pigmentpletten med ovennævnte behandlinger, men pigmentpletten kan desværre komme tilbage, hvis vi ikke beskytter os i solen.