En bortvist forvaltningschef i Aarhus Kommune har i årevis sendt opkrævninger for sponsorater til en badmintonklub, når han forhandlede kontrakter med leverandører til kommunen.
Derudover er den bortviste chef og hans kone blevet inviteret til at deltage i Nibe Festival med fri mad og drikke i VIP Loungen af en virksomhed, der har millionkontrakter med Aarhus Kommune.
Det skriver JP Aarhus, som er kommet i besiddelse af en række dokumenter, der viser, at sagen om kritisabel forvaltning i de to afdelinger Natur og Vej Service og Center for Byens Anvendelse er langt mere omfattende end hidtil antaget.
Aarhus Kommune har også selv offentliggjort dele af en rapport fra revisionsfirmaet Ernst & Young, som har fundet flere brud på udbudsreglerne, private indkøb for offentlige midler og »usædvanlige« forløb ved indgåelse af aftaler med flere virksomheder.
428.500 kroner i sponsorater
Blandt andet har seks virksomheder, som alle er leverandører til Natur og Vej Service, i perioden fra 2008 til 2016 i alt betalt mindst 428.500 kroner i sponsorater til den badmintonklub, hvor den bortviste chef var bestyrelsesmedlem og formand for sponsorudvalget.
Det største samlede sponsorbidrag er fra en nordjysk virksomhed, der i alt har betalt 227.500 kr. i sponsorater til badmintonklubben.
Det er sket i en periode, hvor virksomheden har indgået aftaler med Natur og Vej Service for i alt 19,8 mio. kr., skriver JP Aarhus.
Direktøren for den nordjyske virksomhed har også inviteret den kommunale chef og hans hustru til Nibe Festival med fri mad og drikke i VIP loungen, skriver avisen.
Østjyllands Politi er i gang med at efterforske mistænkelige forhold i de to kommunale forvaltninger. Forvaltningschefen blev som følge af sagen fyret i november sidste år og bortvist den efterfølgende måned.
Den bortviste forvaltningschef har ikke ønsket at kommentere sagen over for JP Aarhus.