Hvis Sparekassen Sjællands købstilbud til Sparekassen Faaborg går igennem, vil sjællænderne overtage det fulde ejerskab af fynboerne.
Det vil ifølge de to sparekassers egen opgørelse gøre dem til Danmarks 10. største pengeinstitut. Det samlede forretningsomfang udgør 32 milliarder kroner.
Og de to sparekasser mener selv, at de "på alle måder" passer godt sammen.
- Både Sparekassen Sjælland og Sparekassen Faaborg ønsker at udvide forretningsomfanget, og ved at samle kræfterne er der et stærkt økonomisk fundament til at realisere visionerne, skriver de to sparekasser i en fælles fondsbørsmeddelelse ifølge Ritzau Finans.
- Det er samtidig en fremtidssikret konstellation, der imødekommer kommende krav til at drive pengeinstitut i Danmark, forsikres det.
Bestyrelsen i Sparekassen Faaborg anbefaler sine aktionærer at tage imod tilbuddet.
For at fusionen kan gennemføres, kræves det desuden, at Sparekassen Faaborg ophæver sine stemmeretsbegrænsninger. Det ønsker bestyrelsen skal ske på en ekstraordinær generalforsamling.
Ledelserne forventer, at købstilbuddet vil løbe til midten af august. Sparekassen Faaborgs administrerende direktør, Claus Sejling, skal efter planen fortsætte som direktør for Sparekassen Faaborg, der bliver et datterselskab til Sparekassen Sjælland.
/ritzau/