Selvom regeringen gang på gang har bedyret, at de beskytter dansk velfærd, er der over de sidste to år skåret kraftigt ned på antallet af kommunalt ansatte.
I et svar til Folketinget oplyser Finansministeriet, at antallet af kommunalt ansatte i perioden 2011 til 2013 er faldet fra 422.000 til 405.000.
Et fald på 17.000 inden for den borgernære velfærd, som kommunerne typisk varetager, skriver Politiken.
De nye tal får nu flere partier til at beskylde regeringen for hykleri og velfærdsnedskæringer og vil tage det op i dagens afslutningsdebat i Folketinget.
"Det her viser Socialdemokraternes hykleri. Med den ene hånd fører de skræmmekampagne mod Venstres udgiftsstop, og med den anden hpnd har regeringen gennemført en drastisk reduktion i antallet af varme hænder i kommunerne. Det er politisk bedrageri og fuldstændig i modstrid med de gyldne løfter, Helle Thorning lod sig vælge på," siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg til Politiken.
Også Enhedslistens Frank Aaen er stærkt utilfreds.
"Det, regeringen lovede, da den gik til valg, står i skarp modstrid til det, den har leveret. Og derfor har beskæftigelsen det generelt skidt. Regeringen fører en fuldstændig tåbelig politik," siger han.
Under Thornings regering er antallet af statsligt ansatte - primært administrativt personale - steget, mens kommunerne har løftet deres velfærdsopgaver med færre folk. Værst er det gået ud over lærerne, der er blevet 6000 færre.
En af forklaringerne er, at kommunerne ikke bruger op til loftet af deres budgetter af frygt for økonomiske sanktioner, hvis loftet overskrides.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Jesper Petersen, erkender over for Politiken, at "kommunerne er helt klart underlagt en relativt stram økonomi".