De er ikke enige om alt, men alligevel har den tidligere socialdemokrat og EU-parlamentariker Freddy Blak indgået fornuftsægteskab med Enhedslisten, skriver Sjællandske.
Målet er at vælte Socialdemokraterne af pinden i Næstved Byråd til efterårets kommunalvalg, og derfor har Blaklisten og Enhedslisten indgået valgforbund til byrådsvalget i november.
17 socialdemokrater sidder i øjeblikket på byrådets 31 pladser. Hvis aktionen skal lykkes, kræver det, at Socialdemokratiet taber to mandater ved næste valg.
Ved sidste valg manglede Fredddy Blak 38 stemmer for at blive repræsenteret i byrådet. Han håber, at samarbejdet med Enhedslisten vil skabe rammerne for et bedre valg denne gang.
"Jeg tror, at vi får hver et mandat. Samarbejdet er ren matematik. Politisk er vi ikke enige om alt, men derfor kan vi godt arbejde for at få en bedre politisk debat," erklærer Freddy Blak over for Sjællandske.