Mænd i dametøj, eller kvinder i habitter - eller folk der tager skridtet fuldt ud og får lavet en kønsskifteopperation. Alle er eksempler på transkønnethed eller transseksualitet, og det står den dag i dag på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.
Det vil Enhedslistens Per Clausen, der blandt andet er sundhedsordfører, dog lave om på, og han har spurgt ministeren, om han vil gøre det samme. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er umiddelbart positiv.
"Jeg er jo ikke fagmand, og jeg er nødt til at undersøge, hvorfor det overhovedet er på listen, og hvis der ikke er nogen grund til, at det står på listen, så skal det selvfølgelig fjernes. Men det kigger vi på med et åbent sind," siger sundhedsministeren til Nyhedsbureauet Newspaq og tilføjer, at han umiddelbart godt kan se, at det virker besynderligt.
Per Clausen glæder sig over den positive indstilling fra Jakob Axel Nielsen.
"Det synes jeg da er meget positivt. Jeg synes jo, at det er helt ubegribeligt at vi i 2009 stadigvæk rubricerer, at folk er transkønnede eller transseksuelle, som en sygdom," lyder det fra Per Clausen.
Det danske frisind er måske slet ikke så frit, som vi går og tror. Homoseksualitet blev først fjernet fra listen i 1981. Men der skal være højt til loftet i Danmark, mener sundhedsministeren.
"Det lyder bindegalt, må jeg sige. Vi skal være frisindede, vi skal have højt til loftet, og vi skal tolerere alle mennesker," fastslår Jakob Axel Nielsen.
Per Clausen minder os om, at vi skal huske os selv, når vi for eksempel peger fingre af lande i Østeuropa, der forbyder og slår hårdt ned på homoseksuelle marcher og parader.
"Det overrasker sikkert de fleste danskere, at vi kun skal godt 25 år tilbage i tiden, for at vi stadig rubricerede homoseksualitet som en sygdom. Det skal vi prøve at tænke over, når vi bedømmer andre befolkningsgrupper og nationer for, hvordan det står til der. Det er ikke forfærdelig lang tid siden, at vi fik gjort op med det her, og transseksualitet står der altså stadig," påpeger Per Clausen over for Newspaq.