Renterne vendte fredag på en tallerken alle vegne i Europa, da markedet tilsyneladende kom på bedre tanker i forhold til torsdagens melding fra ECB-chef, Mario Draghi.
Draghis verbale intervention og advarsel om mulige opkøb af obligationer i de gældsramte sydeuropæiske lande, blev pludselig taget alvorligt, og især i Spanien og Italien gav det anledning til nogle gevaldige niveauskift og fald i de korte renter. Herhjemme, hvor obligationerne har været benyttet som sikker havn, blev det derimod til store rentestigninger.
Renten på den toneangivende 10-årige, danske statsobligation sluttede hele 15 basispoint højere end torsdag på 1,17 pct. Det var identisk med niveauet ugen før, men efter noget af en yoyo-bevægelse mod slutningen af ugen. Torsdag faldt den 10-årige danske rente således med 13 basispoint.
I Spanien var udsvingene endnu mere dramatiske, især blandt obligationer med kort løbetid. Den spanske premierminister Mariano Rajoy holdt fredag pressemøde, og inden møde begyndte var der spekulationer om, at Spanien ville bede EU om hjælp. Det skete ikke, men de korte spanske renter forblev lavere.
Den to-årige spanske rente faldt 95 basispoint til 3,95 pct. I Italien dykkede den toårige rente med 60 basispoint til 3,10 pct.
Chefen for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi pegede torsdag på, at opkøb af obligationer i kriselandene i givet fald vil blive koncentreret om obligationer med kort løbetid.
De kraftige rentebevægelser var desuden et resultat af øget risikoappetit i kølvandet af positive jobtal fra USA. Beskæftigelsen uden for landbruget steg med 161.000, hvilket var 61.000 flere end ventet, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk