Betaler du til en privat sundhedsforsikring, betaler du dig også hurtigere frem i det danske sundhedssystem.
En undersøgelse, som Jyllands-Posten har lavet, viser nemlig, at flere speciallæger gør forskel på, hvor hurtigt de behandler patienter, hvis de har forsikring eller ej.
Og det er uacceptabelt, mener Henrik Dibbern, der er formand for lægeforeningen PLO. De læger, der arbejder for det offentlige, skal nemlig sørge for, at alle behandles lige.
"Hvis det begynder at blive sådan, at de tilkøb, man kan lave med de her forsikringer, i virkeligheden gør, at de, som ikke har købt forsikringen, bliver stillet ringere end dem, der har købt forsikringen, så er det ikke i orden," siger han til Newspaq.
Han mener, at en af forklaringerne på forskelsbehandlingen ligger i den såkaldte knækgrænse, der gør, at læger kun kan arbejde en vis mængde, før de beskæres i deres honorar.
"Hvis du forestillede dig, at du blev tilbudt overarbejde, mod at du til gengæld gik halvtreds procent ned i løn. Så ville det jo ikke få dig til at synes, at det var der, du skulle lægge dine ekstra arbejdstimer," siger Henrik Dibbern til Newspaq.
Bent Hansen (S), der er formand for Danske Regioner, vil nu tage sagen op i de kommende overenskomstforhandlinger.
Kilde: Jyllands-Posten