Christine Antorini stopper i politik, oplyser Socialdemokratiet lørdag. En af de kampe, der kom til at fylde mest i hendes tid på Christiansborg, blev reformen af folkeskolen og den efterfølgende konflikt med lærerne.
Reformen efterlod lærerne med ondt i forholdet til den daværende børne- og undervisningsminister, der ellers tidligere blev betragtet som en god samarbejdspartner.
Det forklarer formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
- Jeg havde et glimrende samarbejde med Christine Antorini, da hun var uddannelsesordfører, inden hun blev minister. Jeg havde svært ved at genkende den politik, som blev gennemført, da hun blev minister, siger han.
Året efter Socialdemokratiet i 2011 vandt regeringsmagten sammen med SF og De Radikale, præsenterede regeringen et udkast til en folkeskolereform.
Hovedpunkterne i forslaget var en længere skoledag med mere undervisning og flere aktivitetstimer. Reformen forudsatte mere undervisningstid og mindre forberedelsestid hos den enkelte lærer.
Det drev kommunerne, der er lærernes arbejdsgiver, til at varsle en lockout af lærerne, hvis ikke de accepterede de nye arbejdsvilkår. Det gjorde lærerne ikke.
- Det var ærgerligt, at Christine Antorini blev spændt for en fasttømret politik, der var lavet af den daværende regering. Det var mit indtryk, at det var hun ikke voldsomt involveret i, siger Anders Bondo Christensen.
- Det prægede det samarbejde - eller mangel på samme - som vi havde.
/ritzau/