En alvorlig trafikulykke har torsdag eftermiddag kostet en mand livet på en landevej nær Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden blev ramt af en lastbil. Ulykken skete omkring klokken 15:30 på Tingvejen nord for byen Starup sydvest for Grindsted.
Chaufføren i lastbilen er en 72-årig mand fra Esbjerg. Han har forklaret, at han bemærkede en bil, der holdt parkeret i siden af vejen.
Et øjeblik efter stod en mand på kørebanen, og lastbilen kunne ikke nå at bremse.
- Om manden stiger ud af den parkerede bil eller kommer rundt om den, er endnu uklart, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Anders Hansen.
- Han går lige ud foran lastbilen, så lastbilen ikke kan undgå at påkøre ham. Han bliver kørt hen over af lastbilen og dør på stedet, siger han.
Politiet formoder, at den afdøde er en 49-årig mand. Forbeholdet skyldes, at manden ikke er endeligt identificeret. Af samme grund kan politiet ikke sige, hvor han er fra.
- Vi har fundet papirer og kørekort på stedet, som gør, at vi tror, at det er en person, der er 49 år, siger vagtchef Anders Hansen.
De formodede pårørende er blevet underrettet om ulykken.
På grund af ulykken var Tingvejen spærret mellem rundkørslen ved Starup og Ansager Landevej i Stenderup torsdag eftermiddag.
Omkring klokken 18 blev vejen genåbnet for trafik.
/ritzau/