Cheferne ringer til de ansatte i Odense Kommune på første sygedag og igen på den femte og tiende, hvis sygemeldingen varer så længe.
Men den faste rutine, der er blevet indført i kommunen med 13.000 ansatte, møder hård kritik i fagforbundet FOA, der organiserer ansatte inden for områder som ældrepleje, rengøring, kantine og børn.
- Jeg går ud fra, at formålet er at vise interesse og dermed være aktiv i forhold til at hjælpe folk tilbage. Men at ringe på førstedagen af, hvad der måske kun er en dags sygemelding, er helt ude i skoven. Det, tror jeg, kun bliver opfattet som kontrol af de ansatte, siger formand Dennis Kristensen til Newspaq.
I Odense Kommunes institutionsafdeling er sygefraværet nedbragt med 1,7 dag per ansat, efter chefernes rutinemæssige opkald til de syge er blevet indført.
Men det er ikke kontrollen med de ansattes sygemeldinger i sig selv, der giver færre sygedage, mener Dennis Kristensen.
- Hvis man føler, man bliver presset til at komme for hurtigt tilbage på arbejde, så kan det resultere i, at man bliver sygemeldt igen senere. Men omvendt er det fint nok, at arbejdsgiveren bibeholder kontakten, hvis man er syg i længere tid, så man ikke glider længere væk fra arbejdspladsen, siger han.