Chancen for at gå hjem med en julegave under armen er langt større, hvis du er ansat i det privat frem for i det offentlige.
82 procent af de ansatte i private virksomheder får eller forventer at få en julegave fra chefen i år - for offentligt ansatte er det 38 procent.
Det viser en undersøgelse fra fagforbundet FOA, skriver DR Nyheder.
Formand Dennis Kristensen mener, at offentlige chefer skal være mere rundhåndede.
"For de fortæller os jo, at når krisen er overstået, så kommer de til at mangle arbejdskraft. Og hvis de skal konkurrere om den arbejdskraft, der er, så er det dumt af dem ikke også at vise udadtil, at de anerkender de ansattes arbejde," siger han til DR.
I Høje Taastrup har man valgt at bruge 800.000 kroner på julegaver til kommunens 4.000 ansatte. I år består gaven af et årskort til Tivoli for medarbejderen plus en ledsager.
Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, siger, at det vælter ind med positive tilkendegivelser i hans mailboks.
Han forsvarer julegave-traditionen, selvom kommunen i år har gennemført omfattende besparelser og fyringer.
"Det vindende synspunkt har jo været, at i en krisetid, hvor medarbejderne har måttet holde for og har kunnet se nogle af deres kolleger miste jobbet, at lige præcis der er det måske ekstra vigtigt, at man forstår at påskønne medarbejderne og også signalere, at der er en fremtid på den anden side af krisen," siger borgmester Michael Ziegler til DR Nyheder.