Efter 10 timers forhandlinger fordømmer FN's Sikkerhedsråd gårsdagens israelske angreb på en nødhjælpskonvoj på vej til Gaza.
Ni civile aktivister blev dræbt, og ifølge Sikkerhedsrådet er angrebet ulovligt, da det fandt sted i internationalt farvand.
Derfor kræver FN nu, at Israel frigiver samtlige aktivister, og at Israel udleverer de opbragte skibe. Ifølge israelske oplysninger er der tale om 480 aktivister.
Israel har allerede sendt 48 aktivister ud af landet med besked på, at de aldrig må rejse ind igen.
Endvidere forlanger rådet "en øjeblikkelig, uvildig, troværdig og tilbundsgående undersøgelse" af angrebet, skriver CNN.
Sikkerhedsrådet begyndte mandag eftermiddag sit hastemøde i FN's hovedkvarter i New York, for at diskutere sig frem til et svar på det fatale angreb.