Forsvarsministeriet har i to årtier hemmeligholdt en rapport med oplysninger om, hvordan Danmarks eksisterende F-16-kampfly har overskredet støjgrænserne både ved en skole og en børnehave i området omkring Flyvestation Skrydstrup.
Rapporten blev udarbejdet i 1996. Men selv om forskning senere har vist, at børn er ekstra følsomme over for støj, har Forsvarsministeriet først for nylig offentliggjort oplysningerne.
Beregningerne i rapporten viser, at F-16-kampflyene har larmet med op til 18 dB over grænserne under motortests på Flyvestation Skrydstrup, der ligger mindre end 1,7 kilometer fra Børnehuset Himmelblå og en nu nedlagt skole i Skrydstrup by.
Professor emeritus Henrik Møller kalder overskridelsen "markant".
Hemmeligholdelsen vækker harme blandt flere beboere - ikke mindst fordi det ny F-35-kampfly larmer betydeligt mere, skriver Jyllands-Posten.
Beboerne fortæller, at børnene i området generelt er plaget af støj fra kampflyene. Det siger blandt andre dagplejemor Charlotte Bodenholt Lauritzen fra den lille by Over Jerstal.
- Nogle går i panik. Andre holder sig for ørerne. Det kommer som en automatreaktion, siger hun.
Som begrundelse for, at oplysningerne er blevet holdt hemmelige, skriver Forsvarsministeriet i en kommentar, at den hidtidige støjrapport "indeholder information" om kampflyenes flyveveje, der altså igennem flere år har været stemplet fortrolige.
Alligevel kalder forsvarsordførerne Martin Lidegaard (R) og Eva Flyvholm (EL) det uacceptabelt, at Forsvarsministeriet i årevis har hemmeligholdt oplysningerne.
Partierne vil have undersøgt, om børnehaven eller andre institutioner bør flyttes. Flyvholm kræver desuden en redegørelse fra forsvarsministeren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.