Er du lidt nervøs for at sætte dig i et flysæde?
I så fald er der en naturlig forklaring, da sidste år ikke ligefrem var et år, der vil blive husket for flysikkerhed.
Nedskydningen af et Malaysia Airlines-fly over Ukraine, et forsvundet Malaysia Airlines fly med kurs mod Beijing og et nedstyrtet Air Asia-fly på vej mod Singapore har bidraget til et kedeligt år for flytrafikken.
Med 21 flyulykker og i alt 986 omkomne går året over i historien som et af de værste ulykkesår for flyindustrien nogensinde.
Derfor har flysikkerhedssitet Airlineratings.com gennemgået 449 flyselskaber for at finde de ti mest sikre.
Ingen ulykker i 94 år
På førstepladsen ligger det australske flyselskab Qantas.
I selskabets 94 år lange historie har de aldrig været involveret i en ulykke, og selskabet er frontløber inden for udvikling og brug af tekniske sikkerhedssystemer og uddannelse af deres personale.
Resten af top ti udgøres af Air New Zealand, British Airways, Cathay Pacific Airways, Emirates, Etihad Airways, EVA Air, Finnair, Lufthansa og Singapore Airlines.
3,3 milliarder passagerer
Før du går i panik på grund af 2014-statistikken, er her dog lidt relevant information:
Sidste år var der 27 millioner flyafgange på verdensplan, der bragte 3,3 milliarder passagerer sikkert frem til deres destination.
Det fremgår ikke, hvor det danske flyselskab SAS befinder sig på listen.