Vi er for populære.
Det er en af forklaringerne fra rektor på, at Aalborg Universitet i år kommer ud med et underskud på mere end 60 millioner kroner mod forventet 30 millioner.
Finn Kjærsdam:
- Vi har det samme problem som andre gazelle-virksomheder. Når man vokser hurtigt, er man nødt til at investere før pengene kommer ind, siger han til P4 Nordjylland.
Universitetet bliver søgt af flere studerende end ventet. Det kræver flere undervisere end ventet. Udgifterne bliver derfor større end ventet.
Indtægterne? Ja, de lader derimod vente på sig, for universitetet får først penge, når de studerende har bestået deres eksamen.
Men universitetet har ikke råd til at investere flere penge i flere studerende, så næste år kommer der adgangsbegrænsning på flere studier.
Og så har vi indført en skrappere styring af økonomien via månedlige rapporter, siger rektor Finn Kjærsdam til P4 Nordjylland.
- Det er derfor, vi nu kan forudse, hvordan året ender. Det kunne vi ikke sidste år, fordi vi ikke havde en løbende rapportering.
/Newspaq