Arsenal satser for alvor på Nicklas Bendtner i den kommende sæson, og det kommer til at sætte sit aftryk på den danske landsholdsangribers nye kontrakt.
Thomas Bendtner, far og rådgiver til Nicklas, siger til sporten.dk, at forhandlingerne går fint.
"De vil gerne give Nicklas en ny aftale, og han vil gerne blive i klubben, så alt er godt. Vi forhandler i øjeblikket, og det ser rigtigt fint ud. Ingen af parterne har specielt travlt, men vi er i en løbende og konstant god dialog," siger han.
Den engelske avis Daily Mail mener at vide, at Bendtner i den nye kontrakt vil blive flyttet op i en helt anden lønklasse end hidtil.
Nicklas Bendtner blev i sidste sæson den næstmest scorende spiller i Arsenal med 16 sæsonmål. Robin van Persie scorede 20 gange.
Arsenal har netop solgt Emmanuel Adebayor til Manchester City, hvilket gavner danskerens muligheder for fast spilletid i klubben.