Det var tomme trusler, da Venstre tidligere på måneden meldte ud, at de overvejede at stemme nej til finansloven.
Det stod klart i dag, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddelte, at hans parti alligevel stemmer for finansloven.
Og den udmelding glæder finansminister Bjarne Corydon.
"Jeg er glad for, at Venstre har besluttet sig for at stemme for finansloven. Alt andet ville også være uansvarligt. Det undrer mig stadig, at Venstre i det hele taget har overvejet ikke at gøre det. Men jeg er tilfreds med, at Venstre har fundet sine egne ben i den her sag," udtaler Bjarne Corydon i en mail til Newspaq.
Polemikken opstod efter finanslovens første forhandlinger, hvor finansordfører Peter Christensen (V) efterfølgende sagde, at han parti overvejede ikke at stemme for en finanslov, der var sammensat af regeringen og Enhedslisten. En udmelding som Dansk Folkeparti, også støttede op om.
Der er ellers tradition for, at alle større partier stemmer for finansloven uanset, om de er enige i indholdet eller ej.