Finansminister Bjarne Corydon fremlægger i dag regeringens finanslovsforslag for 2012 og afslører ved samme lejlighed, at statens underskud er på 96 milliarder kroner.
Det fremgår af den vurdering af dansk økonomi, som regeringen fremlægger sammen med finansloven, skriver dr.dk.
Underskuddet er 10 milliarder kroner større end til tidligere forventet, og det skyldes blandt andet, at det private forbrug har været så lavt, at den økonomiske vækst er blevet dæmpet. Det er dog stadig mindre, end da den tidligere finansminister, Claus Hjort Frederiksen, forudså et samlet underskud på statsfinanserne på over 100 milliarder kroner.
Derfor får forbruget en fremtrædende plads i finansloven, har dr.dk erfaret.
Beskæftigelsen står også centralt i finansloven og det forventes, at regeringen vil gøre særligt meget ud af at forklare, hvordan den vil skabe jobvækst. Finansminister Bjarne Corydon (S) fremlægger blandt andet en plan for, hvordan der skal skabes 10.000 job i både 2012 og 2013.
Kilde: dr.dk