Juno Instr. Jason Reitman
I årets Oscar-felt af historiske dramaer og morderiske galninge var ’Juno’ en lille livsglad stribe sol gennem alvorstunge skyer. Det blev kun til en enkelt statuette, for den rapkæftede komedies manuskript, men herfra kan suppleres med en kåring som årets kvikkeste feel-good fix.
Juno er en kæk og egensindig 16-årig – med rogn. Bortadoption føles bedst, og hun finder selv frem til et velhavende, tilsyneladende harmonisk men barnløst par. Det ligner en perfekt og problemløs overdragelse, men som maven vokser, må Juno sande, at hun ikke kan nøjes med at [kursiv]wise-cracke[/kursiv] sig gennem livets største spørgsmål.
Som Juno er Ellen Page en mindre åbenbaring. Med sej sødme balancerer hun livsklog sarkasme og teenage-naivitet som en superstar i svøb. Som faderen til barnet viser Michael Cena (’Superbad’) sig igen som ekspert i følsom kiksethed, og de elskeligt skæve typer står i det hele taget i kø.
Med sin legende fortællestil akkompagneret af finurlige guitar-popsange er ’Juno’ en hjertevarm fornøjelse fra først til sidst.
Den sprælsk slangfyldte dialog bringer dig uafbrudt gnækkende gennem den første time, hvorefter en overraskende overbevisende ømhed tager stikket helt hjem.