Fido og Kisser får også deres del i det opsving, som Danmark og andre dele af Europa oplever for tiden.
Eksporten af hunde- og kattemad er nemlig steget med 39 procent de sidste fem år. Det viser en undersøgelse fra Landbrugsraadet.
Milliardoverskud
Her fremgår det også, at eksporten af dyremad i 2005 løb op på 1,7 milliarder kroner, mens importen af dyremad lå på 722 millioner kroner. Og det giver et overskud på handelsbalancen på en milliard kroner.
Europæerne bliver rigere og rigere, og derfor vil vi gerne spendere lidt ekstra på vores kæledyr, mener økonom i Landbrugsraadet, Klaus Jørgensen.
»Dyremad er et område, der er i stor vækst. Der er tale om en stor stigning set i forhold til lønudviklingen,« siger økonomen.
Han forklarer, at dyremaden bliver produceret af nogle restprodukter fra den danske fødevareindustri, som det økonomisk set ikke kan betale sig at bruge til menneskeføde, men som stadig er spiselige.
»Det er glædeligt, at det er danske råvarer, der stiller sulten hos mange af de europæiske hunde og katte,« siger Klaus Jørgensen.
Cirka 85 procent af den danske eksport af hunde- og kattemad går til EU-landene.
Almindelig mad er o.k.
Men det er ikke nødvendigvis sundt for vores hunde og katte at smovse for milliarder. Det fortæller professor i husdyrernæring fra Landbohøjskolen André Chwalibog.
»Det afhænger af, hvad det er for et produkt. Noget katte- og hundemad har en god sammensætning af næringsstoffer og er lavet af firmaer, der forsker meget i det. Andet er mindre godt. Man kan sagtens nøjes med at give sin hund eller kat almindelig mad, hvis man rådfører sig med en dyrlæge om næringsstoffer,« siger André Chwalibog.
Arovit Petfoods danske salgschef Erik Jeppesen bekræfter den stigende eksport-tendens.
»95 procent af de varer, vi producerer i Danmark, bliver eksporteret til udlandet,« siger han.
Foruden europæiske lande, sælger Arovit Petfoods også dyremad til Japan. Og det er de samme slags produkter, som folk efterspørger til kæledyrene
»Det er pet-food af lidt højere kvalitet. Tendensen er, at hunde og katte i dag er blevet et ekstra familiemedlem. Derfor er folk villige til at betale lidt mere for deres mad,« vurderer Erik Jeppesen.