Mange har stillet spørgsmålstegn ved ansættelsen af Roy Hodgson som Englands landstræner.
Kritikerne mener, at 64-årige Hodgson aldrig har overbevist for alvor på den helt store scene, men det er noget vrøvl, mener Manchester Uniteds mangeårige manager, Alex Ferguson.
- Roy har en fantastisk erfaring. Han er en god mand og har på alle måder den rette profil til jobbet, siger Alex Ferguson ifølge Sky Sports.
- Der er intet bedre end erfaring. Jeg har altid sagt, at man skal være i 60'erne for at være Englands landstræner, siger 70-årige Alex Ferguson.
Manageren er alligevel overrasket over, at det engelske fodboldforbund (FA) ikke ansatte Tottenham-manageren Harry Redknapp, som var mediernes ønskekandidat.
- Overraskelsen for mig er, at for første gang, jeg kan huske, bøjede FA sig ikke for pressen, siger Alex Ferguson.