De danske fodboldmestre, FC København, henter norsk forstærkning i bestræbelserne på at udskifte klubbens uvante position i bunden af Superligaen.
FCK henter den 31-årige kantspiller Daniel Braaten på en etårig kontrakt, oplyser klubben.
Den norske landsholdsspiller havde i sommer kontraktudløb hos franske Toulouse og er derfor hentet på en fri transfer.
- Daniel Braaten bringer både erfaring, international fysik og gennembrudsstyrke med sig ind i vores trup, og det er en spiller, som vi gennem årene i flere omgange har haft et godt øje til.
- Derfor er vi også glade for denne tilføjelse af vores trup, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til FCK's hjemmeside.
Nordmanden, som i øjeblikket er sammen med det norske landshold, er glad for skiftet.
- Jeg er kommet til en storklub, der er Skandinaviens fodboldflagskib i Europa, og som spiller europæisk hvert eneste år.
- Jeg bringer en del erfaring med mig i bagagen fra min tid i international fodbold, og det er en af de ting, som jeg håber, jeg kan bidrage med til truppen og klubben her i København, siger Daniel Braaten.
Offensivspilleren har spillet 45 A-landskampe for Norge, og han har optrådt for klubber som Rosenborg og Bolton.
/ritzau/