FC København sparker Danmark frem på Uefa-liste

Bedre resultater i europæiske kampe gør, at Danmark avancerer fra 24.-pladsen til nummer 18 på Uefa-liste.
FC København og Ståle Solbakken har leveret en succesfuld sæson i europæiske fodbold, som gavner dansk fodbold.
FC København og Ståle Solbakken har leveret en succesfuld sæson i europæiske fodbold, som gavner dansk fodbold. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Dansk fodbold kan tillade sig at drømme om bedre adgang til at spille europæisk fodbold i fremtiden.

Danmark er således rykket fra 24.-pladsen og frem som nummer 18 på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) koefficientliste, skriver Ekstra Bladet.

Baggrund er i høj grad FC Københavns resultater i Champions League og Europa League i den forgangne sæson.

Her hentede FCK 21 point, mens FC Midtjylland, Brøndby og Sønderjyske bidrog med henholdsvis 5, 4,5 og 3,5 point.

De 34 point, som Danmark hentede i 2016/17-sæsonen giver en koefficient på 8,5, da antallet af point bliver divideret med antallet af klubber.

Danmark er i denne sæson foran lande som Portugal, Østrig, Grækenland, Schweiz og Ukraine.

Listen tager de fem seneste sæsoner med, og efter nogle dårlige år er Danmark faktisk nummer 12 lige nu, hvis man kun ser på de to seneste sæsoner.

I den nuværende struktur betyder en 12.-plads, at mesterholdet opnår direkte adgang til gruppespillet i Champions League, mens nationens vicemester får mulighed for at spille kvalifikationskampe, som tilfældet var for FC Nordsjælland i 2012/13.

I dag giver 15.-pladsen både mesterholdet og sølvvinderen mulighed for at deltage i kvalifikationsspillet i Champions League.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.