Den mest oplagte kandidat til at indtage trænersædet for det engelske landshold, Tottenhams Harry Redknapp, vil satse på rutinerede kræfter, hvis han skal lede holdet til EM til sommer.
Han ser gerne, at Machester Uniteds midtbanemand, Paul Scholes, tager med til Polen og Ukraine.
"Alder betyder ikke noget. Nej, se på Paul Scholes. Lad os være ærlige, jeg ville elske at have ham ved EM. Så god er han," siger Harry Redknapp til The Sun.
Den 37-årige englænder indstillede ellers sin karriere før sommerferien, men de mange skader hos de forsvarende mestre, har fået den rødhårede tilskuerfavorit tilbage på Old Trafford. Og skal man tro Harry Redknapp, har Scholes stadig noget at bidrage med på den internationale fodboldscene.
"Han spiller ligesom spanierne, som Xavi eller Iniesta - han ikke giver bolden væk," siger manden, der i disse dage holder fri med sin kone i Dubai, mens han overvejer sin fremtid.
Udover Scholes fremhæver Harry Redknapp spillere som Frank Lampard fra Chelsea og Steven Gerrad fra Liverpool som nøglespillere, hvis England skal have succes til EM.
"Du har brug for personligheder som dem, hvis du vil vinde noget," siger Harry Redknapp.
Til daglig sidder han på sidelinijen på White Hart Lane, hvor han har bragt Tottenham op på en tredjeplads.