Over 180.000 mennesker er flygtet fra den vestlige del af den irakiske storby Mosul, hvor Islamisk Stat tvinger unge mænd til at kæmpe som jihadister i de tilbageværende modstandslommer.
Det oplyser dels indbyggere på flugt, dels irakiske officerer.
Tvangsrekrutteringen anses for at være et tegn på, at IS er ved at blive stadig mere desperat i kampen om byen, som engang var den reelle hovedstad i jihadisternes selverklærede kalifat.
Det er et halvt år siden, at den irakiske hær indledte en offensiv ved Mosul for at vinde storbyen tilbage fra jihadisterne.
En miljømedarbejder siger, at han holdt sine sønner skjult i kælderen, da IS kom og ledte efter unge, som de kunne rekruttere.
- Jeg sagde til dem, at hvis de ønskede mine sønner, måtte de dræbe mig først, siger han.
- Jeg føler, at belejringen er ved at blive ophævet. Det eneste, de gør nu, er at forsvare sig, siger han.
Yassin, en slagter i Mosul, som også er flygtet fra den vestlige bydel, siger, at IS taber terræn.
- De plejede at komme til min slagterbutik for at hente folk, som skulle slås for dem, siger han.
- Folk holdt endda op med gå i moskéen, fordi IS kom dér og hentede folk til krigen.
- Nogle krigere fra IS var iført civilt tøj under deres uniformer, så de kunne skifte tøj hurtigt og blande sig med flygtende civile, tilføjer han.
Indbyggere i Mosul siger, at mange familier på flugt har bedt de fremrykkende soldater om hjælp.
Mindst 111.000 mennesker har søgt tilflugt i 17 flygtningelejre og modtagelsescentre. Mange andre bor hos slægtninge, oplyser Iraks departement for migration og internt fordrevne.
Den irakiske regeringshær og dens allierede indledte 19. februar en større offensiv for at generobre den vestlige del af byen.
Der bor omkring 750.000 mennesker i Vest-Mosul, og ifølge FN har den humanitære situation vist sig at være "langt større og mere kompleks" end i den østlige del af byen.
/ritzau/AFP