Signe er mor til Anna på tre et halvt år

Signe gik fra sin kæreste, da deres datter Anna var omkring to et halvt år.

På det tidspunkt havde hendes samlever udsat hende for trusler, kontrolforanstaltninger og isolation, og deres datter for kvælertag, rysteture og overskylninger med koldt vand.

Der skulle opkald til et krisecenter til, før hun fik taget springet ud og væk. Også selvom hun kunne se, at Anna led overlast og var tydeligt angst for sin far.

I den sidste tid, før Signe gik, vendte Anna simpelthen sin døgnrytme og begyndte at tage sin nattesøvn om eftermiddagen og aftenen, når faren var hjemme. For så undgik hun ham mest muligt.

Signe vælger i første omgang at skjule sig med Anna i en lejlighed. Hun anmelder aldrig volden. Efter noget tid afgør statsforvaltningen på et møde, hvor kun faren er tilstede, at faren skal have Anna på samvær hver anden weekend. Signe klager. Og efter endnu et møde, hvor de begge er tilstede, men hvor faren eksploderer foran øjnene på alle, ændrer statsforvaltningen samværet til syv timer hver uge.

Efter de ugentlige samvær med faren bryder Anna sammen i gråd. Tisser i sengen. Mister appetitten. Får mareridt. Tynd mave. Siger, at far skal i skraldespanden.

»Hun blev angst, blot jeg skulle ud i postkassen. Jeg skulle hele tiden være hos hende,« siger Signe.

Alligevel forsøger Signe at indstille sig på, at samværet ikke er til at komme udenom. Men hun forsøger også at få forældremyndigheden alene. Så ønsker faren pludselig, at Anna skal bo hos ham. Og så er der mere at slås om i byretten.

I byretten bliver det fastslået, at forældremyndigheden skal være fælles, at Signe skal have Anna boende hos sig, men at samværet skal optrappes langsomt til en dele-ordning.

Signe anker til landsretten. I landsretten bliver det nu fastslået, at forældremyndigheden skal være fælles, men Anna skal bo hos faren og på samvær hos moren.

»Så gik jeg til min læge og sagde: Kan du ikke sige, at jeg er tosset. For den verden, jeg befinder mig i, kan ikke være reel,« siger Signe.

Signe føler sig svigtet af en lovgivning, som er så forhippet på at ligestille fædrene med mødrene efter en skilsmisse, at børnenes tarv bliver glemt.

»Nu skal jeg aflevere mit barn til at bo i den løvens hule, som jeg flygtede fra med hende,« siger hun.