Malene er mor til Silke på fire år
»Av, far hopper på min numse«. Hun stak tungen ud, når Malene ville kysse hende på munden, og bad om at få lotion på numsen, fordi den var øm.
En aften efter en weekend med samvær gav hun sig til at spørge ind.
»Hopper far på numsen?«
»Ja,« svarer Silke .
»Hvor er fars tissemand?«
Silke peger ned mellem benene for at vise, hvor fars tissemand er.
»Far leger også ulv. Far leger kamel. Far bider. Far slikker,« uddyber Silke nogle dage senere.
»Det må han ikke. Det er forkert,« siger Malene hver gang desperat.
»Far, dum, sød,« siger Silke og beretter også, hvordan hendes far har taget sutten fra hende, sat den på tissemanden og sagt, at nu måtte hun sutte.
Malene er helt ulykkelig.
Så følger undersøgelser hos speciallæger på hospitalet og udredninger hos psykologer. Alt samvær sættes i bero. Politiet rejser sigtelse mod faren for seksuelt overgreb på Silke, men må frafalde den igen på grund af mangel på domsfældende beviser.
Malene søger om at få forældremyndigheden alene, og om at alt samvær skal være overvåget, hvis det overhovedet skal være der.
Under de første møder i byretten bliver det imidlertid afvist at tage de seksuelle overgreb i betragtning. Der bliver iværksat en udredning af en børnesagkyndig. Den vil byretten læne sig op af. Men Malene synes, at psykologens arbejde med udredningen er under al kritik. Den indebærer blandt andet, at Silke kommer på besøg hos sin far sammen med psykologen.
Malene klager over udredningen. Og der står sagen nu.
»Under den gamle lovgivning havde jeg fået forældremyndigheden med det samme. Men ikke her under den nye. Selv ikke når der sker det værste, der kan ske for et barn. Så beskytter lovgivningen farens ret til sit barn, fremfor at beskytte barnet mod risikoen for flere overgreb,« siger Malene.
Sådan gjorde vi
Nyhedsavisen har anonymiseret de tre mødre og deres børn for at undgå, at offentliggørelsen af deres beretninger kommer til at udløse trusler eller vold eller skader deres sager i Statsforvaltningen, Byretten, Landsretten eller Højesteret.
Nyhedsavisen gør opmærksom på, at det kun har været muligt at interviewe den ene part i sagen, og at fædrene givetvis ville have en anden udlægning af sagen. Nyhedsavisen har haft adgang til dokumenter fra psykologer og politi til støtte for mødrenes beretninger om vold og pædofili.