En familiefar og hans lille søn på to år svæver mellem liv og død, efter at de søndag formiddag kom for tæt på et bål i en privat have.
Først troede politiet, at det drejede sig om et havebål. Men nu viser det sig, at det var et bål fra dagen før, der var skyld i branden.
"De pågældende er livsfare, og vi betegner situationen som kritisk," siger vagtchefen ved Sydøstjyllands politi, Jesper Duus, til bt.dk
Ifølge bt.dk var far og søn i dag på besøg i det hjem, hvor bålet havde været dagen før. Pludselig kunne man høre en stor eksplosion klokken 10.20, og far og søn kom ifølge ejeren af huset løbende, antændt af ild, skriver bt.dk.
"Der blev pøset vand ud over dem, og husets ejer slog alarm. Der blev omgående rekvireret en redningshelikopter, som kunne lande i nærheden af huset. Det er vigtigt i sådanne situationer at få de forbrændte behandlet på en brandsårsafdeling, og derfor blev de omgående fløjet til København," siger vagtchefen til bt.dk
En læge vurderede med ambulancefolkene, at søn og far var så slemt tilredt, at der skulle tilkaldes en af flyvevåbenets helikoptere. Den landede ved huset, og far og søn blev straks fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling fra Grindsted.