Tre unges tilstand er stadig kritisk, efter at de lørdag blev hasteindlagt på sygehuset i Aalborg i bevidstløs tilstand.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Hyldig til Avisen.dk.
Godt nok er de tre unge på 22, 25 og 27 år blevet taget ud af respirator, men deres tilstand er stadig alvorlig, efter at de har taget et fantasy-lignede stof i forbindelse med karnevallet i Aalborg.
- Vi formoder, at der er tale om fantasy. Vi må på det kraftigste advare mod de stoffer, der tilsyneladende er i omløb. De er meget farlige, siger vagtchef Henrik Hyldig.
Selvom de tre unge er ude af respirator, tør han ikke love, at de slipper uden mén.
- Det er alt for tidligt. Deres tilstand er stadig kritisk, siger Henrik Hyldig.
Karnevallet i Aalborg var i det hele taget genstand for megen dramatik i år.
Tidligere på lørdagen blev tre mænd iført hjemmelavede snekanin-kostumer, da en ukendt gerningsmand havde sat ild til deres letantændelige dragter, så mændene på få sekunder blev omdannet til levende fakler.
Den ene af mændene blev slemt forbrændt og måtte flyves med helikopter til Rigshospitalets brandsårsafdeling. De to andre slap med mindre forbrændinger. Gerningsmanden meldte sig selv til politiet søndag.