Regeringen i Elfenbenskysten holder nu et hastemøde på grund af tragedien på et stadion i Abidjan, hvor 19 mennesker blev dræbt og 132 såret.
Landets fodboldforbund havde bedt fans uden billetter om at holde sig væk fra stadion, men tusvindvis ignorerede advarslen i håb om at se stjerner som Didier Drogba og Salomon Kalou i VM-kvalifikationskampen mod Malawi.
Politiet forsøgte at holde menneskemængden tilbage med tåregas, men da en mur kollapsede, udbrød der panik, og de 19 blev trampet ihjel.
Ifølge Elfenbenskystens sportsminister Dagobert Banzio var der flere mennesker uden for end inden på stadion, der har plads til 35.000.
Det internationale fodboldforbund Fifa har nu bedt Elfenbenskysten skrive en rapport om ulykken.
Kampen blev gennemført trods tragedien. Elfenbenskysten endte med at vinde 5-0 over Malawi. Didier Drogba scorede to af målene.