Landets største redningstjeneste: Falck, forbereder sig på en travl aften.
Materiel bliver klargjort og ekstra personale landet over står klar i kulissen.
"Det, vi blandt andet gør, er, at efterse vores motorsave. Det er typisk et redskab, som vi har brug for, når væltede træer spærrer vejene. Den kraftige vind kan få ældre træer til at vælte ned over både veje og biler," siger Thomas Reimann, der er redningschef i Falck.
Han forklarer videre, at byggematerialer typisk har det med at blive taget med i vinden. Så dem skal man have surret fast.
Falck forbereder sig i øvrigt på en ekstra travl aften og nat.
Personel, som ellers skulle have nydt aftenen i familiens skød, bliver bedt om at holde sig standby, sådan at de kan træde til, alt efter hvordan stormen udvikler sig.