Stormen blæser ind over Danmark fra vest, og de danske medier har varmet op til blæsevejret de seneste par dage.
Det alvorlige budskab har sat sig fast hos danskere, som skal ud og køre i dag, fredag, og Vejdirektoratets telefontjeneste bliver kimet ned af bekymrede bilister, som skal over broerne.
"Vi har travlt, men det er mest på grund af tabte genstande på vejene, og fordi danskerne ringer ind for at høre, om broerne er åbne," siger vagtchef ved Vejdirektoratet Thorarinn Aggi Thorarinsson til Newspaq.
Han beroliger alle bekymrede bilister med, at direktoratet ikke forventer at lukke nogen broer i dag.
"Der er kun risiko for problemer på Øresund, hvor der er lukket for vindfølsomme køretøjer, men både Vejlefjordbroen og på Storebælt er der ingen restriktioner. Vinden ser ud til at være aftagende, så vi forventer ikke problemer i de områder," siger Thorarinn Aggi Thorarinsson.
Stormen giver størst problemer ved Vestkysten og i Nordjylland, hvor vandstanden er unormalt høj.