Det er vigtigt at spise på en måde, der både er godt for kroppen og godt for miljøet.
Derfor indeholder de nye nordiske næringsstofanbefalinger, som tirsdag præsenteres i Reykjavik i Island, netop råd til dette.
Igennem fem år har forskere undersøgt sundhedspåvirkningen af 36 næringsstoffer og 15 fødevaregrupper.
Udover sundhed er det første gang, at påvirkningen på miljøet integreres i anbefalingerne.
Sådan lyder rådene for specifikke fødevaregrupper:
- Korn: Hav et dagligt indtag på mindst 90 gram fuldkorn - inklusive fuldkorn i produkter. Et højere indtag vil formentlig gavne yderligere. Dette er både godt for kroppen og miljøet.
- Grøntsager, frugter og bær: Indtag grøntsager, frugter og bær svarende til 500-800 gram eller mere om dagen af forskellige sorter.
- Kartofler: Kan være en del af en sund og miljøvenlig kost. Det anbefales, at kartofler indgår som en væsentlig del af det almindelige kostmønster - både kogte og bagte kartofler tilberedt med lavt indhold af salt. Indtag af friturestegte kartofler bør begrænses.
- Bælgfrugter: Bør indgå som en væsentlig del af det almindelige kostmønster i de nordiske og baltiske lande.
- Nødder og frø: Indtag 20-30 gram om dagen.
- Fisk: Indtag fisk fra bæredygtigt forvaltede bestande. Det anbefales at spise 300-450 gram fisk om ugen, hvoraf mindst 200 gram bør være fed fisk. Dette er både godt for kroppen og miljøet.
- Rødt kød: Reducer indtaget af sundheds- og miljømæssige årsager. Anbefalingen lyder på maksimalt 350 gram om ugen. Af miljømæssige årsager bør indtaget være "betydeligt lavere" end 350 gram om ugen.
- Hvidt kød: Indtaget af hvidt kød - fjerkræ - bør også være lavere på grund af miljøet. Det anbefales, at indtaget bør være så lavt som muligt
- Mælk og mejeriprodukter: Moderat indtag af fedtfattig mælk anbefales. Indtag 350-500 milliliter fedtfattig mælk og mejeriprodukter om dagen.
- Æg: Moderat indtag af æg kan være en del af en sund og miljøvenlig kost.
- Fedtstoffer og olier: Moderat indtag anbefales på grund af næringsstofferne og en lav miljømæssig påvirkning. Indtag minimum 25 gram vegetabilsk olie om dagen. Begræns brug af smør og tropiske olier.
- Slik: Begræns forbrug af slik og andre sukkerholdige fødevarer.
- Frugtjuice: Lavt til moderat indtag af frugtjuice kan være en del af en sund kost. Børns indtag bør begrænses.
- Alkohol: Alkohol bør undgås, da der ikke kan vurderes en tærskel for et sikkert niveau af indtag. Hvis det indtages, bør det være i små mængder. En total afholdenhed anbefales til børn, unge og gravide.
Kilde: De nordiske næringsstofanbefalinger 2023.