Det kraftige blæsevejr, som det nye år har bragt med sig til Danmark, har fået flere færger til at blive i havnene.
Både passagerer på Bornholm og i Nordjylland oplever nytårsdag, at færgerne ikke sejler som planlagt.
Ligeledes er flere afgange med Molslinjen mellem Sjælland og Jylland også aflyst.
De passagerer, der havde regnet med at skulle fra Jylland til Sjælland klokken 17.30, må vente. Der er også to aflysninger og en forsinkelse den anden vej. Det fremgår af molslinjen.dk.
Molslinjen har også udfordringer på Bornholm. Her ligger Molslinjen Express hele nytårsdag stille i Rønne Havn, skriver Bornholms Tidende. Dermed misser den seks afgange.
Ifølge nordjyske.dk er Stena Jutlandica, Stena Vinga, Stena Danica og Stena Saga også ramt af det hårde vejr. Flere af overfarterne mellem Göteborg og Frederikshavn er aflyst.
Color Line fra Hirtshals er udfordret. Her er turene med superspeed-færgerne fra Larvik og Kristiansand klokken 16.30 og 17.30 aflyst, beretter nordjyske.dk.
Der er også udfordringer mellem Fejø og Kragenæs, hvor færgen ligger stille, men ventes genoptaget med afgang fra Kragenæs klokken 20.00, melder Lolland Færgefart på sin hjemmeside.
/ritzau/